Til næste år koster det 20 gange mere at forsikre en fængselsbetjent end en sygeplejerske.
På få år er Kriminalforsorgens forsikringsudgifter tidoblet fra knap 600 kroner pr. medarbejder i 2012 til 6.428 kroner i 2019.
Fængselsbetjente arbejder dermed i landets dyreste branche, når man ser på, hvad det koster at forsikre medarbejderne.
Kriminalforsorgen betaler forsikringssummen til Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomsforsikring (AES), som udbetaler erstatninger efter arbejdsskader.
Ifølge Arbejdsmarkedets Erhvervssikring er det millionerstatninger til syge medarbejdere, der har sendt forsikringspræmien i vejret i branchen, som også omfatter politifolk, soldater og brandmænd.
”Dét, der har fået bidragssatsen til at stige for fængselsbetjente, er primært en stigning i erstatningsudbetalingerne,” skriver erhvervssikringens presseansvarlige Christian Mortensen i en mail til fagbladet.
AES udbetaler i nogle tilfælde erstatninger på helt op til 4 millioner kroner til skadede medarbejdere.
20 gange dyrere end sygeplejersker
I den næstdyreste branche – bygge og anlæg – betaler virksomhederne kun 2.274 kroner for at forsikre medarbejderne. En fængselsbetjent er altså næsten tre gange så dyr at forsikre som for eksempel en stilladsarbejder, som jo ikke ligefrem arbejder risikofrit.
Sammenligner man med andre offentligt ansatte, er forskellen endnu større. Ansatte i den offentlige administration er over ti gange billigere at forsikre end fængselsbetjente. Så selvom en kontorfuldmægtig risikerer at brænde fingrene på kaffemaskinen, er det altså vand ved siden af den risiko, man løber ved at sige ja til et arbejde i et fængsel.
Forskellen er allerstørst til ansatte i sundhedsvæsen, som er over 20 gange billigere at forsikre end fængselsbetjente.
Arbejdet slider
Fængselsforbundets tovholder på arbejdsmiljøområdet, Bo Yde Sørensen, er skuffet over, at fængselsbetjentene gang på gang topper listen over farlige job: ”Det er frustrerende, at alle forsøg på at mindske antallet af arbejdsskader og ulykker i Kriminalforsorgen fortsat fejler. Jeg har arbejdet intenst med området i 12 år nu, og jeg sporer intet lys for enden af tunnelen. Snarere tværtimod,” siger forbundssekretæren.
Han mener, at alene udgiften til sygdomsforsikringen burde være et argument for Kriminalforsorgen til at forbedre arbejdsmiljøet: ”De nye giver arbejdsgiver et stort økonomisk incitament til at begynde at gøre noget ved problematikken, og det er på høje tid. Vi bør kunne forvente, at Kriminalforsorgen handler konkret på det her.”
Årligt forlader cirka 40 fængselsbetjente jobbet med en såkaldt helbredsbetinget afskedigelse. I de første halvdel af 2018 drejede det sig om 24 betjente, som i gennemsnit kun var 46 år.
TJM Forsikring
Som medlem af Fængselsforbundet kan man købe forsikringer hos TJM Forsikring, der udbyder bilforsikring, indbo-, hus- og ulykkesforsikring på attraktive vilkår.